I gennem sæsonen har vi ofte lige manglet de afgørende meter eller tiendedele. Hvis vi fortsat skal have forhåbninger om at Lasse Sørensen skal genvinde mesterskabet, så er det i denne weekend at vi skal bide af Kasper H.’s forspring. Der er lagt op til en spændende weekend.
Vi har i år ikke kørt ret meget i regnvejr, men denne weekend kan vejret slet ikke finde ud af hvad det gerne vil. Så er der sol og varme, så regner det, så blæser det, så er der sol igen. Lige nøjagtig sådanne forhold er noget af det man bryder sig mindst om i motorsport. Det gør dækvalg og opsætning ekstra svær og nogle gange ligefrem et rent gætværk.
Nu er vi jo tilbage på Jyllandsringen og det betyder også at vi har en masse dejlige VIP gæster til at bakke os op. Allerede fra om lørdagen kom de første forbi. Søndag var vores VIP lokale og tribuner fyldt med skønne mennesker der lavede bølge, klappede, råbte og heppede i en sådan grad at køreren virkelig kan føle det når de kører rundt ude på banen. 2 af vores VIP gæster fik også en tur rundt med Andreas Jochimsen i den 2-sædet DTC racer. Det virkede som om de synes det var godt - de smilede i det mindste meget , da de kravlede ud af bilen.
Kvalifikation
Vi er tilbage på en rigtig racerbane og dermed også tilbage til Super Pole. Umiddelbart før Super Pole har det regnet, men banen er ved at tørre op. Dog er det ret tydeligt at banen bliver bedre og bedre. Dem der er først ude på banen, bliver hurtigt sat langt bag ud. Man bliver sendt på banen i omvendt rækkefølge af sin stilling i mesterskabet. Med en 15. plads i mesterskabet, skal Andreas Jochimsen forholdsvis hurtigt på banen og han sætter faktisk en temmelig god tid på det tidspunkt. Så god at Jan Magnussen ikke kan slå den, da han kommer på banen. Andreas holder sig på p1 i rimelig lang tid, men så bliver banen hurtig og så falder tiderne hurtigt.
Resultatet af Super Pole 1 bliver
Lasse Sørensen, hurtigste tid rundt i 1:08,581. Det er næsten 3/10 hurtigere end nummer 2.
Andreas Jochimsen sætter sig på P10 med tiden 1:09,537
Kris Nissen kommer på P12 med tiden 1:09,695
Imellem Andreas og Kris holder Jan Magnussen
Forhåbningerne er store til Super Pole 2, Lasse har 3 gange været hurtigst i SP1 og så blevt 2er i SP2.
Desværre sker det samme igen. Lasse rammer en lille smule skævt ind i et sving. Det gør at han taber en god tiendedel og dermed henvises til P2 i løb 1.
Løb 1
Det er Raceday og Lasse Sørensen er tændt. Teamejer Martin Frederiksen fortæller at planen er simpel. Lasse skal vinde og Kris og Andreas skal op på 7. og 8. pladsen, så ligger vi perfekt til løb 2.
Da de røde lamper slukker skyder Lasse Sørensen frem som skudt ud af en kanon og kommer først igennem første sving. Herefter ser han sig ikke tilbage og han holder føringen frem til det ternede flag. Andreas og Kris får også kæmpet sig godt frem, Andreas kommer op på den forjættede 8. Plads, desværre kommer Kris ikke helt med og slutter på en 9. plads.
Løb 2
Efter et vellykket første løb, hvor Lasse tager point på Kasper, er det tid til løb 2. Lasse starter P8 med Kasper H. i P7. Igen får Lasse en god start på løbet og får bragt sig foran Kasper og lidt frem i feltet. Men under en duel i hesteskoen får Lasse en meget tvivlsom strafbane for at spærre for Kasper H. Lasse er meget uenig i denne straf og bakkes op af teamchef John Nielsen, men det er en fakta dom og kan derfor ikke appelleres. Lasse tager sin strafbane og slutter dermed bag Kasper H.
Andreas Jochimsen starter for 3. gang i sæsonen i pole. Han får en rigtig god start og selv om han bliver presset, formår han at holde konkurrenterne bag sig. Han får dog på et tidspunkt åbent op og bliver overhalet af nogle stykker. Et stykke inde i løbet går den dog ikke længere, bilen får en teknisk defekt og sætter ud. Andreas har ingen anden mulighed end at parkere bilen og fuldfører dermed ikke løb 2.
Kris startede som skrevet 9er. Han kører et solidt og sikkert løb hvor han viser sin rutine. Der er dog en del slagsmål i den ende af feltet og Kris ender med at få en strafbane for at have påkørt en anden deltager.
Finalen
Den straf Lasse Sørensen får i løb 2, gør at han i finalen skal starte nede i feltet på P5 og igen med Kasper H. foran sig. Men inden vi når så langt, får Andreas Jochimsen endnu engang problemer med bilen på ud omgangen og må trækkes tilbage i pit. Bilen bliver hurtigt lavet, men da dommeren mener han har fået hjælp, mens han var under starterens kommando, får han ikke lov til at starte fra pitten. Det er temmelig fusterende for både Andreas og teamet. Bilen er klar, men må ikke deltage.
Finalen bliver en, set med Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl’s øjne, en ret kedelig affære. Selvom Lasse prøver alt hvad han kan, kommer han ikke op igennem feltet og slutter på den 5.plads han startede på. Det samme gør sig gældende for Kris Nissen. Kris har kørt solidt igennem hele weekenden og i finalen starter han P9 og han kører over målstregen som 9’er.
Når man står og kigger tilbage på weekenden havde den klart sine opture, men desværre også sine nedture. Lasse kørte generelt hurtigste tid i kvalifikationen, men fik alligevel ikke pole. Løb 1 var super godt, men så bliver det ødelagt i løb 2 af en kendelse, som ingen forstår. Resultatet af løb 2, gør så at finalen heller ikke bliver god. Der er en afdeling tilbage - og der er intet der er afgjort endnu.
Stillingen
Weekendens afdeling ændre ikke på stillingen. Vi ser frem mod en finale weekend hvor den nye DTC mester skal kåres. Uanset udfaldet af finalen, står kampen om mesterskabet kun mellem Kasper H. Jensen og Lasse Sørensen. På grund af sin ufrivillige pause, er Andreas Jochimsen desværre heller ikke i spil for U21 mesterskabet.
Den aktuelle stilling inden sæsonen sidste afdeling er:
1. Kasper H - 301p
2. Lasse Sørensen - 272p
3. Frederik Schandorff - 207p
4. Max Klinkby-Silver - 192p
5. Ronnie Bremer - 185p
..
13. Kris Nissen - 111p
15. Andreas Jochimsen - 65p
Billeder fra Grand Prix Danmark:
[gallery ID=5]