Mikkel bliver fanget i en Mercedes/Porsche sandwich. Porschen kommer op på højre side af ham og da han giver plads for den kommer der en Mercedes fra venstre der rammer Mikkel og presser ham over i Porschen. De rammer hinanden så hårdt at spindlen på højre forhjul knækker. På trods af at højre forhjul nu ikke kan styres og næsten står i en 45-graders vinkel på bilen, får Mikkel den bragt ind i pitten. Her får mekanikkerne lyn hurtigt ryddet pitten for venner og familie og med noget møje og besvær skubbet Clioen ind. Bilen er brandvarm efter at have kørt i 9 timer, men mekanikkerne har ikke tid til at vente på den bliver kølet lidt. Så det er på med vanterne og så få skruet de varme dele fra hinanden. Et nyt hjulophæng bliver fundet frem og på rekord tid får bilen et nyt ophæng på. Vi kan takke et dygtig kører og nogle fantastiske mekanikker for at vi ikke taber mere ned 21 min.
Vi er desværre kommet helt ned på 12. pladsen i klassen, men der er lang vej til slut endnu og meget kan ske. Undertegnede ved i det mindste nu at når min lokale mekanikker siger at det tager en time at skiftet et hjul, så er det løgn - man kan skifte et helt forhjulsophæng på en tredjedel tid.